Serie 1 Herrer B håber på mindre mirakel
Sortebakken HKs 2.holdsherrer er før weekendens kamp alvorligt svækket, og skal håbe på et mindre mirakel, hvis det skal lykkedes at tage point med fra mødet med topholdet Blære/Hornum. Således mangler holdet 3 mand i forhold til sidste weekends kamp – og hele 5 mand i forhold til det hold, der var med til at sikre oprykningen før julepausen.
På forhånd var det forventet, at holdet måtte undvære playmaker, Henrik Jakobsen, og topscoreren før jul, Kristian Bach. Begge har de gjort det upåklageligt på 3. Divisionsholdet, siden de tog springet op før jul - og må forventes tabt for resten af foråret. I forhold til sidste weekends nederlag til Mejlby/Haverslev KFUM, så er holdet også uden bagspiller, Martin Kristensen, der ligeledes er blevet rykket op på 3. Divisionsholdet. Dertil er forsvaret uden holdets to fysisk stærkeste spillere, da stregspiller, Jesper Bjørn, må sidde ude med karantæne og forsvarsstyrmanden, Dennis Jensen, er taget på skiferie.
Serie 1 Herrer B spiller søndag hjemme kl. 17:50.