3. Division led ærgerligt pointtab, igen!
Idrætshallen i Aalborg dannede lørdag rammerne om den vigtige kamp i 3. Division mellem Aalborg HK 2 og Sortebakken HK. De to hold ligger side om side i tabellen, og en sejr ville give fornødne point i bestræbelserne på overlevelse i rækken.
På forhånd var der forventet en meget intens match, da begge hold kæmper for livsvigtige point – og samtidig står rigtig godt til hinanden (Læs: Første kamp endte 26-27 i Aalborg HKs favør). Selvom herrerne var opsatte på sejr, så var det hjemmeholdet der kom bedste ud af starthullerne. Aalborg HK var efter 12 minutter foran med 6-3. En 2 minutters udvisning fik gang i herrerne, og de kunne i overtalsperioden udligne til 6-6. Herefter fulgtes de to hold ad indtil 1. halvlegs sidste minutter, hvor hjemmeholdet i overtal kunne bringe sig foran med to scoringer. I pausen fik Sortebakken igen indstillet fokus, og kunne midt i 2. halvleg bringe balance i regnskabet til stillingen 18-18. Den sidste halvdel var præget af mange tekniske fejl, men med to velspillende defensiver i begge ender. Sortebakkens debutant i målet, Jacob Krogh, leverede kampen igennem flere glimrende redninger. Efter at herrerne havde skabt sig et lille overtag ved stillingen 19-21, hentede hjemmeholdet føringen med fem minutter igen til stillingen 21-21. Mod slutningen af kampen lignede det en sejr fortjent sejr, da holdet var foran med 22-24, da der resterede 50 sekunder af kampen. Et boldtab og en 2. minutters udvisning endte med at koste dyrt! Aalborg HK udlignede med 3 sekunder igen, og herrerne kan også i denne weekend se tilbage på 1 tabt point. Kampen endte 24-24. Topscorer blev Joakim Gammelholm med 7 scoringer. Også Lasse Vammen og Kristian Bach viste rigtig gode takter i en kamp, hvor de øvrige profiler ikke slog til.