Sortebakken HK er sikret endnu en sæson i 3. Div.
Med Skives sejr søndag over Aalborg HK, så kan herrerne se frem til at spille i 3. Division igen i næste sæson. Efter lørdagens ærgerlige pointtab, så var holdet afhængige af skibonitterne søndag, der altså som bekendt levede fuldt op til forventningerne og tog en sejr på 31-25 over Aalborg. Skive-sejren sender Aalborg HK ud i kvalifikationskampene, og HOH samt Thisted retur til jyllandsserien. Hjallerups talentfulde mandskab sluttede fortjent sæsonen af med en 14-målssejr over HOH, og har dermed sikret anden oprykning i træk.
Et veloplagt SHK-mandskab leverede lørdag en fornem indsats på udebane mod rækkens nummer 3 fra Nøvling IF. Desværre for de nedrykningstruede gæster, så måtte de gå til pause bagud med 15-14. Det var første gang i kampen, at hjemmeholdet var i front, og samme billede tegnede sig af anden halvleg. Ligeledes var det gæsterne fra Sortebakken der var spilstyrende, men til slut kunne Nøvling igen bringe sig i front og dermed tage kampens blot anden føring. Føringen på 29-28 blev også slutresultatet, og noget ufortjent løb hjemmeholdet altså med begge point.