3. Division led hæderligt nederlag til topholdet
Sidste weekends store nederlag til rækken nummer 3, Ravnstrup KFUM, havde sat sine spor – og det var frygtet at søndag ville blive endnu en slem oplevelse, da rækken nummer 1, Viborg HK, gæstede Sortebakkehallerne. Med ligaspillerne Peter Krogh og Dennis Albæk på holdet stillede gæsterne til start i noget nær stærkeste opstilling. Til trods for at oprykningsfavoritterne fik skabt en hurtig 3-målsføring, så spillede hjemmeholdet en hæderlig 1. halvleg, hvor lidt ekstra skarphed i afslutningerne ville have været nok til uafgjort ved pausen. Som det var tilfældet i 1. halvleg, så gentog det sig i 2. halvleg. Gæsterne fik hurtigt udbygget føringen med endnu 3 mål, og så var kampen reelt afgjort. Kampen endte 20-26 til gæsterne.
Selvom det altså ikke lykkedes at overraske mod topholdet, så leverede Sortebakken en flot indsats, hvor der kan tages flere positive ting med. Er kampen et billede på det fremtidige niveau, så ligger der helt sikkert livsvigtige point og venter i foråret.