3. Division fik vigtig sejr over Thisted
Vi har langt fra fået den ønskede start på sæsonen og mange afbud, skader og en enkelt karantæne gjorde ikke vores arbejdsbetingelser optimale før den enormt vigtige kamp mod Thisted IK 3. Efter seks spillerunder er rækken begyndt at tage form, og vi kan nu finde os selv blandt rækkens nederst placerede hold. Søndagens modstander har langt fra fået nogen god sæsonstart, og de har endnu ikke hentet point. Skulle vi have en chance for at hægte os på midterholdene, og på sigt slippe ud af bundstriden, så krævede det ganske enkelt en sejr over Thisted.
Vi fik en drømmestart på kampen. Med solidt forsvarsspil (det bedste set til dato i sæsonen) og effektiv kontrahåndbold fik vi hurtigt skabt et forspring på 4-5 mål. Men med kun én udskiftningspiller, så havde vi svært ved at holde kadencen oppe, og midt i halvlegen lukkede vi Thisted tilbage i kampen. Vi holdt dog vores 2-målsføring, og kunne gå til pause foran med 14-12. Starten på anden halvleg lignede til dels første. Igen startede vi som lyn & torden, og udbyggede føringen til 4 mål – og igen blev det udslagsgivende at vi var lidt sårbare pga. få spillere. Føringen skrumpede i løbet af halvlegen ind til 2 mål, men tættere kom Thisted ikke. Fortjent kunne vi hive en sejr på 29-26 i land. Der skal lyde stor ros til hele holdet, hvor især tilbagevendte Martin imponerede med 5 scoringer og massere af frispilninger. Også Kasper fik gang i sit spil – og sammen med Joakim, fik de to lukket ned for Thisteds skytter.
